FENG SHUI
HVAD ER FENG SHUI?
Feng Shui er kunsten at skabe balance mellem de forskellige energipåvirkninger vi udsættes for i hverdagen. En korrekt udført feng shui afbalancering opleves som om blokeringer forsvinder, og frisk energi strømmer til, så alting bare glider lettere.
Det er som forskellen på at cykle i medvind og modvind. Det er dit eget ansvar, at vælge vejen og du må selv trampe i pedalerne, men du har mere fremdrift og bliver ikke overanstrengt i medvind.
Eksempel på hvordan feng shui kan virke:
I en bolig med en ubalance mellem de maskuline og de feminine energier, var der en stor overvægt af NV/metal, der vedrører ansvarlighed og ledelse. Det tyngede især manden, mens kvinden havde svært ved at udfolde sig p.g.a. et for lille SV-jordområde, der vedrører de feminine værdier. Ubalancen gav også problemer i et ellers godt parforhold.
Feng shui afbalanceringen bestod i at dæmpe metalelementet i NV med vand/blå mens jordelementet i SV blev øget med jordfarver. Presset på manden lettede, så han kunne slappe af fokusere på andre livskvaliteter end før. Hans velbefindende og humør blev straks markant bedre.
Kvinden oplevede, at hendes evner blomstrede og nye muligheder opstod.
Parforholdet fik fornyet energi og harmoni.
En scenograf kan ændre på stemningen fra drama til romantik blot ved hjælp af lys, farver og rekvisitter. Feng shui fungerer på samme måde, men virker på et dybere plan. Det handler om at afbalancere farver og elementer, så der opstår en god energicirkulation, som giver trivsel og vækst.
Feng shui er nærmest en form for metafysik, baseret på urgammel viden om universet, kloden, elementerne og menneskets natur.
Når man giver et træ vand vokser det, sætter man ild til det brænder det. De samme naturlove gælder for mennesket, også på et mere subtilt energiplan.
BAGGRUNDSHISTORIEN FOR FENG SHUI
Feng Shui er en 6000 år gammel kinesisk videnskabelig filosofi, der opstod omkring datidens kinesiske kejsere, som havde samlet de dygtigste videnskabsmænd og filosoffer omkring sig. Ud fra utallige studier af mennesket, jorden og planeterne kom de kinesiske videnskabsmænd frem til følgende teorier:
• Intet er konstant, alt er i bevægelse (senere bevist af Einstein)
• Al Masse er energi (nutidens atomfysik)
•Magnetisme influerer på mennesket
Alt er energi = CHI. Mennesker, vores tanker, mad, bolig og penge er altsammen en manifestation af energi. Når energien er i balance og uhindret cirkulerer, oplever vi en tilstand af lykke og harmoni i os selv og med vore omgivelser.
De kinesiske videnskabsmænd observerede flere forskellige energiformer med hver sine karaktertræk, og med forskellig indvirkning på mennesket. De blev opdelt i fem kategorier, der er kendt som 5-elementerne:
VAND, TRÆ, ILD, JORD, METAL
5-elementerne er er knyttet til de 8 kompasretninger. Jo længere tid vi opholder os under de forskellige elementers og kompasretningers indflydelse, jo større bliver påvirkningen af den pågældende energiform. Derfor er energien i soveværelset og arbejdspladsen temmelig vigtig.
Balance er nøglen til velvære på alle områder. For meget af en god ting giver bagslag. Et for stort sydøstligt område – som bl.a. har med økonomi at gøre – giver desværre ikke flere penge, en ubalance her, uanset om der er for meget eller for lidt, kan give udslag i form af økonomiske problemer.
Den ideelle bolig er rund eller kvadratisk, hvilket giver en perfekt energibalance. Med hjælp fra feng shui metoderne, kan man dog sagtens afbalancere en bolig, der afviger fra idealet.
Rod er roden til alt rod, så oprydning er en vigtig del af Feng Shui praksis.
DE FORSKELLIGE FENG SHUI TEORIER
Neo Feng Shui bruger en skabelon kaldet Bagua til at beregne de forskellige livsområder i boligen. Ifølge denne teori afgøres placeringen af de forskellige livsområder i boligen efter hoveddørens placering, uanset hvilken kompasretning døren befinder sig i.
Kompas Feng Shui, som er den teori jeg er uddannet i, arbejder med at vi påvirkes af de 8 forskellige kompasretninger. Stemningen i et nordvendt rum er ikke den samme som i syd. Hoveddørens placering er betydningsfuld, da den fremhæver den energi, der er i den kompasretning, døren befinder sig i.
Begge teorier arbejder med elementernes og farvernes betydning for forskellige livsområder. Indenfor kompasmetoden, er ild, røde farver, passion og berømmelse tilknyttet sydens varme, mens vand, blå farver, fordybelse og karriere harmonerer med nordens kølige ro.